Lovsangskoncert med Arvid

Velkommen til lovsangskoncert med Arvid Asmussen søndag 26. april kl. 19

Historier og sange om det bedste og det værste.

Glæd jer til denne aften. En lovsangskoncert med Arvid Asmussen er både lytteoplevelse, fællessang og historiefortælling. Det er en aften hvor Arvids lovsange og salmer blandes med fortællinger fra hans nye bog ”Historier og sange om det bedste og det værste”. Bogen, som udkom i oktober 2019, tager udgangspunkt i 10 af Arvids sange, hvortil han knytter personlige historier, vidnesbyrd og refleksioner om livet og troen.

Med sine historier og sange ønsker Arvid at skabe en ærlig og håbefuld aften, hvor lytterne bringes i kontakt med egne livshistorier og inviteres til at lovsynge Gud i det bedste og det værste. På den måde bliver det ikke bare en koncertoplevelse med Arvid, men et møde med Gud.

Repertoiret er en blanding af kendte og nye sange og salmer fra Arvid Asmussens seneste tre albums, bl.a. ”Vi vil gi’ dig det bedste vi har”, ”Jeg vil ikke glemme dig” og ”Ud af mørket”

Arvid Asmussen præsenterer sine sange sammen med to yderst habile musikere: Jacob Worm på guitarer og Benedikte Adrian på cello. Sammen skaber trioen et varmt og nærværende lydbillede, der kommer i øjen- og ørehøjde med lytterne, så musikken og historierne kommer helt tæt på.

Arvid Asmussen er sangskriver, musiker og lovsangspræst i Silkeborg Oasekirke. Han har udgivet moderne salmer og lovsange siden 2010 og blandt sine mest kendte sange er ”Vi vil gi’ dig det bedste vi har”, ”Ud af mørket” og ”Jeg vil ikke glemme dig”. Arvid Asmussen har spillet over 150 lovsangskoncerter i hele landet og følges på Spotify af ca. 7000 lyttere hver måned. I oktober 2019 debuterede han som forfatter med bogen ”Historier og sange om det bedste og det værste”.

Der er éntre ved koncerten, kr. 50,- pr. person, som kan betales ved indgangen.