Christel Seierø fortæller her om sin trosrejse, som fik hende til at blive en del af menigheden i Karlslunde Strandkirke. "Igennem hele mit liv har jeg været et nysgerrigt menneske. Nysgerrig på mennesker, på livet, på naturen, på universet, på sandhed, frihed og retfærdighed – og på hvorfor vi overhovedet er her, på dette helt utrolige sted, vi kalder Jorden. Som barn troede jeg på Gud. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg er ikke vokset op i en familie med tro – tværtimod. Jeg fandt et kristent fællesskab, da jeg som 8-årig begyndte til FDF i Hundige Kirke. Her blev Gud, salmer, bøn og gudstjenester en naturlig del af hverdagen og lejrlivet.

Som jeg blev ældre blev det dog meget tydeligt for mig, at det var kikset at tro på Gud. Tro blev opfattet som naivt – som tegn på manglende evne til at tænke selv. Som noget, der hørte fortidens uoplyste mennesker til. Samtidig blev jeg i mine teenageår konfronteret med ondskaben i verden, som jeg ikke kunne få til at hænge sammen, at Gud skulle være god og jeg havde ingen til at vejlede mig i alle mine spørgsmål.

Jo mindre jeg kunne forklare og forsvare min tro, jo mere voksede min vrede og frustration. Så jeg blev ateist med stor foragt for dem, der troede. Jeg begyndte selv at latterliggøre troen, at argumentere for hvor naivt og uselvstændigt det var at have behov for at tro på Gud.

I starten af 20’ere meldte jeg mig ud af folkekirken. Som en endelig markering af, at jeg havde forladt Ham. Som en straf for at føle Han havde svigtet og forladt mig … men Han forlod aldrig mig. Gennem de sidste 25 år har han igen og igen forsøgt at kalde mig hjem. Gennem mennesker, gennem oplevelser, gennem de kirker jeg ikke kunne gå forbi uden at trække i håndtaget for at se om de var åbne. Men jeg var for stædig til at tage det ind.

Jeg begyndte i stedet at søge andre steder. I buddhismen, i spiritualitet, i yoga, i personlig udvikling. Det gav mig indsigt og erfaring, men det bar ikke i længden, for jeg bar alene.

Konfrontationen

For omkring ti år siden sad jeg så til en påskefrokost med min mands familie. I en samtale om tro gav jeg frit udtryk for min vrede. Min mands fætter lyttede roligt og sagde: “Det er imponerende, at du kan være så vred på noget, du ikke tror på.” Det ramte mig hårdt. For han havde ret og jeg kunne ikke lukke øjnene igen.

Et par år efter var jeg til barnedåb i Karlslunde Strandkirke, hvor Johan Dalsgaard var præst. For første gang kunne jeg faktisk høre prædikenen! Jeg var på alle måder draget af budskabet og holdt efterfølgende møde med Johan om dødssynderne, som interesserede mig, fordi jeg arbejder med Enneagrammet.

Der gik flere år, hvor jeg igen og igen tog tilløb til at åbne mig for relationen til Gud – uden helt at turde. Men Han blev insisterende og tålmodigt ved med at kalde mig hjem gennem de mennesker jeg mødte.

Overgivelsen

I 2023 traf jeg så endelig beslutningen. Jeg dedikerede et år til Gud. Jeg begyndte at opsøge Ham hver dag. Jeg læste, lyttede til lovsang, gik i kirke – og åbnede mig for, hvad der måtte komme. Det, der skete derefter, er svært at sætte ord på. Men én ting står klart: I det øjeblik jeg åbnede mig, trådte Han frem. Og Han har været hos mig lige siden. Troen har fuldkommen forandret den måde, jeg står i livet på.

I dag fylder troen hver dag. Jeg oplever en fred og en tillid, som jeg ikke tidligere har kendt. En tillid til, at jeg ikke står alene. At Gud går med mig – også når jeg ikke kan mærke det tydeligt. Oven i har jeg fundet det mest fantastiske fællesskab i Strandkirken, hvor jeg er blevet taget så varmt og godt i mod! Jeg har ikke fundet alle svarene, jeg har stadig mange spørgsmål og tanker. Men jeg har opdaget, at tro ikke først og fremmest handler om at forstå – men om at turde at åbne mig for og overgive mig til relationen. Resten klarer Han. For mig blev vejen ikke en lige linje. Den gik gennem tvivl, vrede, søgen og omveje. Jeg ville ikke have været foruden, for i dag står jeg med et andet udgangspunkt end i min barnetro. Jeg er kommet hjem, men på en ny måde."