Fødselsanmeldelse
Et barns fødsel skal anmeldes. Sædvanligvis foretager jordemoderen anmeldelsen, men er fødslen sket uden jordemoder, skal forældrene anmelde fødslen. Du kan anmelde dit barns fødsel via blanketten Fødselsanmeldelse på borger.dk senest 14 dage efter fødslen.
Barnedåb
Barnet skal have et navn inden 6 måneder efter fødslen, og det kan ske ved barnedåb. Barnedåb finder sted i Strandkirken på søndage som en del af gudstjenesten kl. 10.30. Der kan også være mulighed for at få sit barn døbt på en lørdag kl. 10.00, men ring tlf. 46 15 01 78 og spørg kordegnen om, hvornår det er muligt. Ring gerne i god tid. Herefter vil kordegnen arrangere et møde mellem forældre og den præst, der skal stå for dåben. Inden dåbsdagen skal kordegnen have jer til at oplyse navne og adresser på barnets faddere (mindst 2, højst 5). Alle faddere skal være døbt med en kristen dåb. Ved tvivlsspørgsmål omkring navnelovgivningen er man velkommen til at kontakte kordegnen, som gerne rådgiver.
Dåb af større børn
Ikke kun små børn kan blive døbt; man kan også blive døbt som ung, voksen eller ældre, hvis man ikke er døbt i forvejen. Hvis man vil have sit barn døbt på et senere tidspunkt i livet, kontakter man stadig kordegnen, hvorefter præsten afholder en samtale med barn og forældre. Er der tale om dåb i konfirmationsalderen, går konfirmanden til almindelig konfirmationsforberedelse. På et tidspunkt efter jul aftales dåbsdag, og præsten holder en samtale med forældrene og konfirmanden som forberedelse til dåben.
Voksendåb
En del voksne mennesker vil gerne døbes. Ønsker man at blive døbt, kan man kontakte en af kirkens præster eller kordegnen. Til en voksendåb skal der være 2 dåbsvidner (svarende til faddere ved en barnedåb). Men ønsker man at blive døbt, uden at nogen ved det, kan de ansatte i kirken fungere som vidner. Selve dåben kan ske ved en almindelig gudstjeneste eller ved en særskilt dåbsgudstjeneste. Ritualet for voksendåb følger stort set barnedåbens.
Navngivning
Ønsker du, at dit barn bliver navngivet uden dåb, skal du gå på www.borger.dk og derigennem søge om navngivning. Barnet skal have et navn inden 6 måneder efter fødslen.
Navneændring
Ved henvendelse til kordegnen på kirkekontoret vejledes i navneændring. Læs mere på Borger.dk
Læs om fremgangsmåden i øvrigt på personregistrering.dk