Skærtorsdags-måltid
Torsdag 28. marts kl. 17.00 - 21.00 

Vi fejrer i år Skærtorsdag med at afvikle et jødisk-messiansk påskemåltid. Det sidste måltid, som Jesus fejrede med sine disciple Skærtorsdag, var et jødisk påskemåltid med vekslende tekstlæsninger, bønner og lovsang. I måltidet, hvor påskelammet var forberedt, indgik fire rituelle bægre med vin. I den forbindelse indstiftede Jesus nadveren for sine disciple og pegede på sig selv som Lammet. Vi vil genopleve påskemåltidets oprindelige led i dets fulde længde. Udover at vi skal spise påskelammet, fejre nadver, vi der være liturgiske retter som usyret brød, bitre urter og ”murstensdej”, så vi mindes udfrielsen fra slaveriet i Egypten og ørkenvandringen. De er i den nye pagt billeder på vores udfrielse fra slaveriet under synden og Guds nærvær hos sit folk. Det jødisk-messianske påskemåltid afvikles i kirkerummet fra kl. 17. Ca. kl. 18 spiser vi lammet og derefter følger resten af liturgien, blandt andet med ”Hallel”, der betyder ”lovsang”. Når vi har afsluttet måltidet med lovsangen ca. kl. 19, vil vi fjerne alterdækningen og dække alteret til med et mørk klæde – et symbol på Langfredags mørke. Derfra venter vi på lyset fra den Opstandne. Aftenen sluttes af med frit samvær. Denne aften mødes vi og nyder det sociale og det åndelige sammen og husker os selv og hinanden på, hvor stort det er, dét som skete i påsken for 2000 år siden.

Sognepræst Anders Michael Hansen vil være liturgisk måltidsleder og organist Merete Laursen vil have ansvaret for musik og lovsang.
I år vil der blive mulighed for at smage lammesteg og signaturretter, som er særligt udvalgte i anledning af Skærtorsdag.

Kr. 75,00 for voksne og 50 kr. for børn til og med 12 år.

Der kan tilkøbes drikkevarer.